Frank O. Gehry & Associates

Bentwood Furniture

"Jeg har altid været interesseret i møbler, sikkert fordi min far en overgang ejede et lille møbelfirma i Toronto. Det tager lang tid at skabe arkitektur, hvilket netop er grunden til min interesse for møbler - de giver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Mine erfaringer som arkitekt med at vælge møbler for kunder har været meget skuffende: Man går på indk b og finder altid det samme, en Mies stol. Det er især vanskeligt, når budgettet er lille. Så jeg endte altid med at designe møblerne selv.

Hidtil har alle møbler i formbøjet træ - Thonets, Aaltos, Eames' - haft en tung underkonstruktion og et flettet sæde. Det der er anderledes ved mine stole er, at såvel den støttende struktur som sædet et formet i det samme materiale, nemlig lette smalle træstrimler, som tjener begge formål. I materialet udformes en enkelt, sammenhængende ide. Det er designets flettede, kurveagtige karakter, der får det hele til at fungere, og som giver den ekstra styrke. Nu har strukturen og materialet befriet de formbøjede træmøbler for den tyngde og stivhed, der prægede dem før. Det er virkelig muligt at fremstille dem bøjelige, spændstige og lette". Frank O. Gehry

Inspireret af egenskaberne ved de kurveflettede skæppemål, som han havde leget med i sin barndoms Toronto, havde Gehry i hen ved ti år gået og tænkt på at fremstille letvægtstræmøbler, før han gik i gang med at skabe sine Knoll møbler.

Tidlige udkast viser hans ide om en organisk sammenfletning for at sætte sig ud over den kunstige adskillelse mellem den understøttende struktur og sædet, som havde karakteriseret mange laminerede møbler. Der var dog ingen møbelfabrikanter, der ville støtte disse ideer, at jo lettere et møbel er, jo lettere er det at fremstille, og at strukturen er bedst, når møblet er beskåret til det mest essentielle. Da Gehry ikke havde de økonomiske midler til at afprøve sine ideer, skete der intet før i 1989, da Knoll kontaktede Gehry for at få designet en ny møbelkollektion.

Samme år åbnede Knoll et værksted ved siden af Gehrys atelier, hvilket gav ham den praktiske, daglige involvering i projektet, som han ønskede. Nogle få måneder ind i projektet opdagede Gehry, at han ved at laminere strimler af ahornsfiner og flette dem som kurve kunne skabe en sammenhængende struktur, der integrerede både stolens sæde, ryg og ramme. I løbet af de næste to år blev der produceret et hundrede og tyve prototyper, og det kulminerede med udviklingen af stolene Hat Trick, High Sticking, Cross Check, Power Play, Icing og Offside samt bordet Face Off, der alle kom på markedet i løbet af foråret 1992.